Thisted Kirkegård - Top billedet

Kirkegårdenes historie

 

Den Gamle Kirkegård

Thisted Kirke blev opført omkring år 1500, men en tidligere har ligget på samme sted. Thisted Gamle Kirkegård ligger omkring kirken og fremstår i dag som en stor græsplæne med få gamle gravsteder. Formodentlig har området også været anvendt til begravelse før år 1500.

 

I henhold til de ældste oplysninger fra kirkeregnskaberne i 1734 var kirkegården meget mindre end i dag. For velhavende og betydningsfulde borgere var det en ære at blive begravet under kirkegulvet, i modsætning til fattigfolk som måtte tage til takke med en plads på kirkegården. I 1863 blev tidligere begravelser dog fjernet fra kirkegulvet, og resterne blev nedlagt i en fællesgrav på kirkegården.

 

I 1822 blev Den Gamle Kirkegård udvidet til sin nuværende størrelse. Men det var slet ikke nok i en by, som op gennem 1800-tallet seksdoblede sit indbyggertal. Inden århundredet var ovre, var der blevet åbnet to helt nye kirkegårde i Thisted.

 

Vestre Kirkegård

Thisteds aktive kirkegård er Vestre Kirkegård, som blev taget i brug i 1894. I 1895 blev Vestre Kapel bygget. På daværende tidspunkt lå den nye kirkegård som en mark, langt borte fra byens midtpunkt. Vestre Kirkegård har hovedindgang fra Møllevej, hvor kirkegårdskontoret også ligger. Mandskabsbygning og materialepladsen har adgang fra Vestre Kirkegårdsvej.

 

De nordre afdelinger var de første, som blev taget i anvendelse, med forgården som den første. De nordre afdelinger vil i løbet af de nærmeste år blive omlagt og gjort mere tidssvarende.

 

I 1948 blev kirkegården udvidet mod syd, og den første urnehave blev indviet. Som det seneste blev en ny urnehave, afdeling M, taget i brug i 2005.

 

Søndre Kirkegård

Da Søndre Kirkegård blev taget i brug i 1857, kunne der ikke længere erhverves nye gravsteder på den gamle kirkegård. I 1870 blev Søndre Kapel bygget, hvor de fleste begravelseshøjtideligheder foregik fra. I dag bruges Søndre Kapel som redskabsrum.

 

Søndre Kirkegård har indgang fra Kirkegårdsvej, og er beliggende mellem Kystvejen og stationen. Den seneste jordfæstelse på Søndre Kirkegård blev foretaget i 1995, og siden 1992 har man ikke kunnet erhverve nye gravsteder.

 

I dag fremstår Søndre Kirkegård som park med stor græsflade og spredte gravsteder. Elmesygen har forårsaget, at mange af de gamle træer er fældet. Søndre Kirkegård er højt beliggende og med den smukkeste udsigt over Thisted Bredning og klinterne på Mors.

 

Bevaringsværdige gravsteder

Thisteds tre kirkegårde rummer gravminder over mange af byens navnkundige borgere, og samtidig særegne gravsten. I 2010 blev foretaget en registrering af samtlige bevaringsværdige gravsteder og gravsten. Registeringen blev foretaget med deltagelse af provsten, Thisted Museum og menighedsrådet.

 

Denne registrering har medvirket til, at Thisted Museum iefteråret 2011 udgav en bog om kirkegårde og gravminder i Thisted med titlen 'Det sidste hvilested'. Bogen er på 192 sider og kan købes på Thisted Museum eller i Bog og Idé i  Vestergade. Bogen kan tjene som guide, hvis man besøger kirkegårdene.

 

Besøg Thisted Museums hjemmeside

www.thistedmuseum.dk

 

 

 

 

Søg efter gravsted

Brug vores gravstedssøger til at finde dine afdøde slægtninge på kirkegården.

 

Find Gravsted

  • Åbningstider:
  • Mandag - fredag kl. 9.00 - 12.00
  • Torsdag og kl. 16.00 - 17.00